han rækker gennem røgsløret for at finde den anden side/
blind som altid, møgskør i et forsigtigt vanvid/
misledt i Oriontågen, vildfaren med vandrelyst/
han er hurtig og vågen, men stilarten er tankeløs/
siger mange andre, men han har holdt det vanskeligt/
som om han tolkede sanskrit til folkets ansigt/
uden at give op, han holder fast i den stolthed han fik/
det kostede sandheden da hans flok gik plastik/
plottet det kokser nok for den knoklende kontra/
han hustler for holdet mens han bokser med monstre/
for at opretholde og observere ånden der blomstrer/
men nok er nok, han stopper op på de koldeste fronter/
hvor zombier rotter sig sammen i massevis/
faktisk en ateist, men la sig presse så latterligt/
den skræmmende alkymist, dækker sig i hammet fra slanger/
han er bange for at betale en pris, så han la' sig gi'/
indtil han indser at det der er inderst er vigtigere/
så han leder ind i sit sind og skriver sit digt her/
hvor man spinder juveler sammen af magiske tråde/
og taler i gåder uden at følge rammer og slaviske råd/
han fik intet serveret, fortælling om talent var en myte/
han er sig selv, der er næppe patent på hans type/
hans tekster er dybe, fyldt med kryptiske ligninger/
men han kæmper med psyken og mod den syndige mimiker/
og lystige igler der hægter sig fast nu og/
venter i hashbuler på de ka læse hans skriftruller/
gennem krystalkugler finder han vej i den stride sektor/
pilens vektor viser hen til livets lektor/
ikk ude efter slæder med fuldt læder og guldkæder/
han udmelder i smug til sine venner i skjulesteder/
han vælger sin viden og hører efter den ældre druide/
en sjælden hybrid, der holder sin fortælling lucid/
og mætter med tiden dem som har set han maler/
han vil glæde mængder i fængende ritualer/
publikummet der står er et begrænset antal/
men han valgte at stå frem som om han sang for Valhal/
hans tone og klang er utraditionel for nogen som ham/
hans skolegang var et hologram af tro og tvang/
så må man danne sig selv for at ku kald' sig en vis mand/
og danse på vildt land uden at falde i kviksand/
der er dage han satser på damer for sammenhold/
han ignorere at hun bærer ansigtsmaling som stammefolk/
hun lover hun gør natten salig og knap så kold/
han kunne blive fanget i hendes tentakler og ha' tabt kontrol/
men han vælger ik at dvæle ved de fæle kvinder/
han kæmper med selvet med en mellemfingre til de selvsikre/
ønsket er at sende sin stemme gennem æteren/
til de ægte vil genkend' ham som kætteren/
men der er meget støj i luften og det stads forstyrrer/
fupmagere skråler op og så snupper de hans fabeldyr/
han ser ingen hippogriffer for hans hieroglyffer/
for han virker mystisk og hans stil er dyster/
et smudset billede i et rodende puslespil/
han forsøger at kigge ind, men ruden er dugget til/
ingen har et tal på de dage han har befalet at høre det/
han spadserer omkring med aggregatet i ørene/
sølle mennesker.. der skal så lidt til de forvirres/
de' alle hjernevaskede her i år 1984/
men nogen slipper fra dukkeførerens vamle hånd/
og undgår den dumme kunst der kører på samlebånd/
nogen viser hvordan de vil måbe, sørge og lide/
men ham her er tavs om sin tid på månens mørke side/
når han rammer en takt, får han tankerne lagt/
men så snart det er sagt er det abstrakt og opakt/
men han åbenbare at han munk af en art/
han åbner munden og svarer i en lukket kvadrat/
kunsten erfares som en klump af otte karat guld/
dunkelt og skarpt som onyks men smukkere end kvarts/
men han ku forduft' i en fart, men han hænger i/
han har overstået den ondeste akt, der er tænkelig/
med en voldsom trang til at vende sin krop på vrangen/
stadig kold når han holder varmen, hva ka folk forlange?/
under sin hjertebæven, så tog han til masken/
for mangel på selvtillid er som en boa om halsen/
vrisser og knurrer af massen, til han får skabt sin ære/
passerer sin barriere for at ankomme til stratosfæren/
her er rart at være så snart man lærer at svæve med/
han lagrer gamle sager i sarkofager i templet/
for ham kan det erstatte hans støtteben/
for hver nat er kladderne værdsat som et smykkeskrin/
men det bestemt at det ender så han tæller sin dage ned/
han kender sin svaghed og sine skeletter i skabet/
svækket og drænet men han håber på en masse sejre/
men ved ikke hvorhen nålen på kompasset peger/
han taler sandt, men spektret er alt for bredt/
han vælger selv at gemme sit plettede manuskript/
for den knægts øjne ser igennem en skæv løgn/
hans fremtræden sker sjældnere end jævndøgn/
man ser ham distræt og ret så fjern i hans hverdagsliv/
og holder sine interesser mærkeligt alternative/
han behøver bar' sig selv, ik' mange af sin artsfæller/
han undgår dem, som skræmmende taranteller/
ingen andre er paralleller, derfor forlader han sin duet/
han er ikke kendt og her er kun beskrevet hans silhuet/
men hvis du kigger med og knægten i fortællingen ligner dig/
er det fordi han har gemt sig i forskellige skikkelser/
natten og dagen passerer og der er massere at lære/
stressen den skærer men hver en rift regenererer/
men når virkeligheden krakelerer og alt smuldrer/
kan denne viden siden bare citeres fra skriftruller/